Mobiler på efterskoler

En mail dumpede ind idag med et link til en artikel om selvmordet på en efterskole i Nyborg - et selvmord på landets efterskoler som desværre ikke er enestående. Historien fortæller om hvor vigtigt at forældre holder kontakten med deres børn ved lige - uanset om deres barn selv har valgt opholdet.

En artikel i bladet Helse skrev:

En del efterskoler har været tvunget til at konfiskere elevernes
mobiltelefoner i et forsøg på at tvinge dem til at være til stede
sammen med deres nye kammerater i stedet for at blive hængende i de
vante relationer og den gamle identitet.

Denne »bortdømmelse til isolationscellen« har i flere tilfælde
resulteret i kraftige abstinenssymptomer i form af angstanfald,
identitetsforvirring og endda paranoide forfølgelsesfantasier.

Og bagved lurer selvmordsrisikoen.

Og skolerne er ikke rustet til at gribe ind i de alvorlige tilfælde. En artikel i Ekstra Bladet fortæller hvordan at sagerne på grund af manglende professionelle ressourcer typisk gribes an og det kan koste liv.

Så kære forældre. Det er Jeres ansvar!. Sørg for at ungerne kan beholde deres mobiler. Trøst ungerne når de kommer hjem. Check at de har det godt. Lyt til dem istedet for at formane dem. Når der kun er gravstenen tilbage at besøge så er det for sent at lytte.

Caroline Elise's historie kommer på Dansk

Vi er nogle som er forældre. Vi ved at bølgerne kan gå højt. Vi forstår ikke rigtigt den måde at de unge opfører sig. Den begyndende senilitet har forårsaget at vi har glemt ungdommens drukture og anden udsvævelse.

Samtidig så plages vores land af en nypuritansk bølge af politisk korrekthed. Det er ingen hemmelighed at vores viking manerer forskrækker folk som kommer til landet. Det er som om at man forventer at vi skal være åbne på trods af århundrede af bøllebank og ikke kan forstå at vi for at overleve som selvstændig nation har været nød til at opretholde et vist niveau af opmærksomhed. En opmærksomhed og agtpågivenhed som vi smider, samt slækker når vi nyder alkohol.

Desværre misforstås vi og derfor har forskellige religiøse kræfter bearbejdet uddannelsesinstitutioner og det offentlige til at påføre restriktioner, således at vores unge i dag ikke oplever at få samme muligheder for at hygge sig i venners lag og oparbejde sammenhold på uddannelsesinstitutionerne som vi i forældrenes generation havde. Og når vi dårligt kan huske hvor godt vi havde det, mister vi overblikket over hvor meget frihed vi tager fra vores egne børn.

Samtidigt så er arbejdsmarkedet mere intenst. Det betyder mindre tid til børnene og antallet af forældre som melder fra og helt opgiver stiger. Kommunerne prøver med al magt at undgå en eksplosion i udgifterne til anbringelser og henviser derfor ofte til kostskoler.

Det er da fristende at have fred i et helt år for teenager hormonerne. Derfor har antallet af unge, som opholder sig på disse skoler aldrig været større og Dansk industri mener at det sker for ofte, hvilket er dyrt for samfundet.

Der er med andre ord nogle som skal trække vejret en ekstra gang før at de tager en beslutning om at sende teenageren ud af hjemmet. Familierne bør være ærlige over for sig selv og vurdere om deres barn er parat til et år i cølibat. Så sent som i denne måned er over 20 teenagere Højer Design efterskole blevet ofret i en konflikt over strikse regler på en efterskole. Beviserne eksisterer ikke i sagen ud over at de unge mennesker var opstemte. Glæde er måske ikke noget som er tilladt på dagens efterskoler. Der var ingen alkohol-test, selvom mange skoler i dag bruger narkotests som man ser det i Danske fængsler. De blev bortvist på en mistanke.

Nogle forældre foreslår at der bør være andre konsekvenser end bortvisning og det er her at Caroline Elise’s historie kommer ind. Hun blev sendt til det genopretningsprogram som nogle efterskoler og Mexico drev. Hvis du kan læse Engelsk, så er her et link. Ellers må du vente til næste uge og følge denne blog når den Danske oversættelse er klar.

Forældrene er mange gange ikke klar over hvad de beder om.

Vi kom aldrig videre

Børnehjemsbørn kræver undskyldning fra Staten

Det skrev Politiken d. 30. maj 2009

Og det ville også være på tide. Som samfund svigtede vi fatalt dengang.

Det spørgsmål som automatisk rejser sig er:

Er vi blevet bedre?

Her må svaret være: Ja, vi er generelt blevet bedre, men der er lang vej at gå.

Hvis vi ser på nogle af de sager, som har fundet sted efter årtusindeskiftet, så falder især sagen med institutionen Atlantis i øjnene. Det som børnehjemsbørnene klager over var at de tilsynsførende drak kaffe på forstanderens kontor, men aldrig så børnene.

Sådan var det også med de tilsynsførende fra det nu nedlagte Storstrøms Amt. De drak kaffe på chefens kontor. Når de kom hjem, så lå der klager fra personalet omkring dårlig behandling af børnene. Der skulle imidlertid en anmeldelse til fra et ægtepar som så nogle uledsagede børn gå ud af landevejen midt om natten.

Var det så bare den eneste sag, men vi må erkende at for mange embedsmænd handler det om at få en sag væk fra netop deres skrivebord. Anbragte børn er en god forretning og selv vi alle ved at der er mennesker i branchen som brænder for børnene og som virkelig gør et godt stykke arbejde, så miskrediteres disse menneskers indsats af at nogle er med i dette spil for pengenes skyld eller andre mere slette motiver, som det falder alle svært at få ned på papir. De professionelle kræver flere tilsynsbesøg, men som sagen foreligger i denne svære økonomiske tid, så skæres der istedet.

Også i psykriatrien falder tingene svært for tiden. Det er svært at få medarbejdere og ofte gribes der til løsninger som fiksering, hvor andre metoder burde have været på tale.

Der er som beskrevet lang vej at gå. Men en undskyldning er da en god start og en grund til at gribe skovlen og gå igang med at arbejde på at forbedre disse forhold.

Et ankenævn ved bortvisning fra efterskole er nødvendigt

Det er på tide at vi får et landsdækkende ankenævn for familier, der oplever at en efterskole smider deres barn ud.

Skolerne skal selvfølgelig have lov til at lave forskellige regler for netop deres skoler uden hensyntagen til om de er retfærdige, tjener formål osv. Der er tale om en privat forretning, som må skal have lov til at køre sin forretningsplan, som ejerne vil det.

Men der er simpelthen for mange unge som bliver sendt hjem i løbet af året. Fra 2004 til 2007 steg tallet med 30 procent.

Kilder:
Efterskoler bortviser flere elever, Fyens stifttidende
Elever: Efterskoler bortviser alt for mange, DR

Meget tyder på at de nye rygeregler bærer en stor del af ansvaret. Rygeloven giver netop opholdssteder mulighed for at dispensere fra rygeloven fordi at de unge bor der og rygning historisk har skabt fællesskab. Man skal ikke forglemme at det er et pres for de unge at forlade hjemmet første gang for længere tid og der er brug for aktiviteter og pauser hvor at de har brug for et værktøj til at skabe fællesskab og de kan ikke som andre danske unge sætte sig ned over en øl eller et glas vin, så isen kan blive brudt.

Men rygeloven kan ikke forklare hele stigningen. Der er også tale om at skolerne er blevet mindre tolerante, hvilket bla. kan ses i at mange skoler bruger urintest efter samme mønster som i fængslerne.

Hvad skal der til for at bortvise en elev? I langt de fleste tilfælde kun et rygte!

Bortvisning fra Efterskole, Spørgsmål til Forældrerådgivningen

I alle andre henseender skal der mere til at opfylde en påstand om kontraktbrud. Taler vi om en handel imellem to virksomheder med en underskrevet aftale, er et rygte ikke nok. Det bør heller ikke være tilfældet, når det som kontrakten omhandler, er et menneske som får sin fremtid afsporet ved en sådan beslutning.

Derfor bør alle bortvisninger behandles for et landsdækkende ankenævn og der bør være mulighed for at føre en afgørelse videre i det normale domsstolssystem.

Vi kan ikke være bekendt at retsstillingen for unge mennesker skal være ringere end for varer.

Er en privat telefon en privat ting?

Skoler tjekker elevers sms'er, Jyllandsposten, 25. november 2008

Vi er ude i at der her sker en aftale mellem to parter som bestemt ikke er ligeværdige. For eleven er konsekvenserne store. Findes der materiale på telefonen som er af meget privat karakter f.eks. i form af nøgenbilleder af kæresten, hvilket er et helt almindelig fænomen, så overtræder eleven straffelovens paragraf § 264 d.

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Det er ikke besiddelserne af billederne i sig selv, som er strafbare. Det er den fremvisningen af indholdet på telefonen til skolelederen eller en lærer, som gør eleven skyldig i en lovovertrædelse.

Kan skolen sanktionere, hvis de ikke får vist indholdet af telefonen. Med deres pression kan man med rimelighed stille spørgsmålet om hvorvidt at der er tale om at overtræde brevhemmeligheden. Familieadvokaten har en kort artikel om dette emne. Se: Må forældre åbne breve til 17-årig datter?

Den juridiske vurderingen bygger på bestemmelserne i FN's konvention om børns rettigheder, som Danmark har tiltrådt.

Hele processen vanskeliggøres dog ved at den oprindelige aftale er indgået mellem forældrene og skolen. Men hvor at skolen ved at bede om adgang til mobiltelefonen på den måde forsøger at tilføje en ekstra bestemmelse til den oprindelige kontrakt (De fleste efterskolekontrakter nævner ikke retten til undersøgelse af elevernes private mobiler), så kommer man ud i de problemstillinger som ligger bag straffelovens §223, som handler om at en voksen kan straffes for at have sex med en mindreårig. Hvor at man med §223 ligger til grund at den mindreårige kan charmeres til en handling, så kan man med rimelighed mene at eleven ikke kan overskue de fulde konsekvenser af at give læreren eller forstanderen lov til at se indholdet på mobiltelefonen.

Det må derfor på det kraftigste tilrådes at forældrene tager deres ansvar alvorlig og indtrængende beordrer de unge til at nægte skolen at se deres private indhold på telefonen igennem.

Der er tale om en krænkelse af privatsfæren, som kan have voldsomme konsekvenser.

Justitsministeren ved ikke hvad han sætter igang.

Reaktion på: Forældre skal punge ud for hærværks-børn, Politiken

Tiden er kynisk set forpasset, hvis Brian Mikkelsen håber at genskabe kernefamilien med patriarken eller matriarken. Belært af reklamer og tidens trend med at gøre ungerne så selvstændige så hurtigt som mulig eventuelt via et boost på en kostskole et års tid, så lever ungerne deres eget liv.

Hvis vi ser hvad der er sket andre steder f.eks. i USA hvor at man har indført et udvidet ansvar for forældrene, så er der opstået et massivt marked af diverse ordninger drevet af kristne foreninger, hvor at man kan fængsle ungerne preventivt. Vi taler om foreninger så ekstreme at selv Faderhuset virker moderat.

Det hedder forældreoutsourcing og vil naturligvis i det fleste menneskers øre være forargelig, men det handler om at beskytte søskende imod en brors eller søsters gerninger. Det er startskuddet til den industri, som vil være følgevirkningen af dette lovindgreb. Søge på Internettet efter WWASP, CEDU, Aspen Education Group, High Impact i Tecate, Mexico osv.

Skal vi så bare lade slå til?

Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Allerede idag følger erstatningsansvaret de unge ind i voksenlivet, så der bliver placeret et ansvar. Ingen går fri!

Sekundært så bør vi finde det gamle slogan Frihed under ansvar frem. De unge skal være borgere i dette land og drive det. Hvis vi render foran dem med kosten og fejer stenene væk på deres vej og eventuelt bolter døren på ydersiden i krisesituationer, hvordan stiller det dem når de fylder 18? Vil de overhovedet være klar til at tage ansvar, når de i de forgående år har haft nogle til at tage ansvaret for dem 100%?

Jeg vil anbefale folk at søge på "Peer Courts" eller "Teen courts" på internettet. Det er domstole for unge med unge som aktører på alle pladser med rådgivning fra voksne. Her lyder dommene på undskyldning, samfundstjeneste, kurser og til sidst deltagelse på den modsatte side i retten, så de lærer noget af deres ugerninger.

Vi har set tonsvis af sager, hvor at de unge gang på gang har demonstreret at de slet ikke besidder evnen til at sætte sig ind i ofrernes tab og smerte. Derfor skal de kommanderes til det. Princippet hedder "restorative justice" og det handler om at genopbygge hvad der er ødelagt. Dvs. hærværk medfører oprydning.

Vi må have de unge til at tage ansvar for deres eget liv. Ikke at få nogle andre til det.

Ellers er det en glidebane hen imod at lade diverse sekter - kristne grupper, som koranskoler - fængsle ungerne præventivt indtil at de er 18 år og ikke længere kan skade dem som på papiret kalder sig deres familie.

Genopdragelsesrejser er skadelige

Minister vil stoppe genopdragelsesrejser, Politiken

Ja, det er på tide at vi sætter en stopper for dette fænomen. Det skader mere end det gavner. Vi kan huske sagen om den Italienske turist som blev myrdet på Nørrebro. Den ene af af gerningsmændene havde været på genopdragelsesrejse.

Hvordan kan en genopdragelsesrejse skade?

Hvis vi ser på det terapeutiske koncept, som ligger genopdragelsesrejser nærmest, så er det den såkaldte vildmarksterapi - dvs. overlevelsesture. Denne terapiform bruges meget i USA.

Man tager nogle ganske almindelige unge og stripper dem for al moderne komfort hvorefter at man placerer dem i en natur der ligner Lapland. Her skal de så lære at begå sig. Ideen fejler ikke noget, idet at naturen lærer dem at alt har en umiddelbar konsekvens. Tørrer de ikke deres ting, må de finde sig i vådt tøj næste dag. Kan de ikke lave et bål, må de spise maden koldt og rå. Der dør selvfølgelig unge hvert år over i USA fordi at naturen netop er utilgivelig, men i det store hele lærer overlevelsesture de unge at sætte pris på deres hjem og et moderne samfunds bekvemmeligheder.

Samme argument bruger en forælder i artikelen: De skal lære at sætte pris på Danmarks goder. Danmark har mange goder, som vi alle tager for givet - ikke kun de unge. Det ville være rart, hvis flere satte pris på dem. Det er imidlertid ikke emnet her.

Men overlevelsesture indebærer nogle bivirkninger. Posttraumatisk Stress Disorder er en sikker følgesvend, men hvad der er meget vigtigere. Uden intensiv terapeutisk arbejde undervejs i forløbet så skaber turene en livsvarig mistro til den familieenhed, den unge skulle være en del af. Hvordan kan den unge nogensinde stole på sine forældre igen?

Resultatet er alt for ofte at den unge trækker sig væk fra familien og bliver en del af en gruppe af unge, der ligesom vedkommende selv også har oplevet svigt fra både familien og systemet.

Familien, fordi at det var dem som sendte vedkommende. Systemet, fordi at de svigtede ved at hente vedkommende hjem og ikke tog fat om problemet ved hjemkomsten, så de psykiske følgevirkninger kunne bearbejdes.

Mekanismerne ved overlevelsesture og genopdragelsesrejser er de samme. Følelserne af forræderi og svigt fra familien er den samme. I USA har et regeringsorgan set de skader, som genopdragelsesindustrien har påført unge. Skader som de unge må leve hele livet med. Derfor er man i gang med lovgivning på området.

Vi bør også lovgive så forældrer der modarbejder det offentlige fængsles indtil at børnene er tilbage i Danmark, men vi bør gøre mere end det for at give forældrene argumenter til at beholde børnene her.

Alt for ofte kan forældrene med rette stå frem og sige at de godt ved at deres børn er kriminelle og de er parate til at gøre noget ved det, men at de modarbejdes af det offentlige og der sker ikke noget ved børnenes lovovertrædelse. Deri har de i mange tilfælde ret. Vi må komme dem imøde ved at etablere systemer som kan vise børn at der er konsekvens ved lovovertrædelser. Vi taler ikke om fængsler, men påtvungne undskyldninger kombineret med samfundstjeneste, så de unge kan lære noget om empati både i forhold til ofre og deres egen familie.

Vi skal måske etablere såkaldte ædrueligheds miljøer (sober living), hvor at børn kan få fred til at leve uden at blive presset til det noget vilde liv en del unge fører.

Vi må strække hånden ud i en tid, hvor at kulture udefra skal integrere sig med vores 1.000 år gamle fest kultur som på mange udefra kan føles lidt udfordrende og truende, men vi skal ikke holde os tilbage med at bruge pisken, hvis velfærd for nogle børn er i fare.

Vi har set skadesvirkningerne af at svigte børn født her i landet og det er dræbte mennesker.

Så stop genopdragelsesrejser. Det kan kun gå for langsomt!