Den unge elev tog hjem, satte tasken og forlod hjemmet for derefter at have tændt en smøg. Derved overtrådte eleven Svenstrup Efterskole's rygeforbud efter skolens opfattelse og da elever på efterskoler slet ikke retssikkerhed har, så var han dømt ude af denne interne domstolssystem på skolen.
Den manglende retssikkerhed er ikke en ny problemstilling. Allerede i 2005 lavede bladet "Efterskolen" et tema-nummer om denne problemstilling. Den manglende retssikkerhed var bekymrende jvf. en folketingspolitiker.
Men det er ikke det som denne blog handler om. Den handler om hvor grænsen til privatsfæren går. Hvis vi retter blikket mod erhvervslivet, hvad må en medarbejder så ikke i sin fritid? Jo, vedkommende skal overholde loven. Hvis vedkommende ryger, går i svingerklubber, begår sig i nattelivet eller lever sammen med en af samme køn så er det lige meget. Det øjeblik at vedkommende forlader virksomhedens hoveddør fredag eftermiddag, så er han ikke længere ambassadør for virksomheden. Der var engang at medarbejderne skulle spørge deres arbejdsgiver om de måtte gifte sig og stifte familie. Det var bla. sådan hos Carlsberg for over 100 år siden, men vi lever i 2008 hvis nogen skulle have glemt det. Virksomhedens/efterskolens hoveddør er grænsen til privaten.
Det samme gør sig gældende med efterskoler. Loven om røgfri miljøer dikterer klart at der kan laves rygerum. Virksomhederne kan jvf. loven vælge at sætte et stykke jord af. Rygerummet behøver ikke at være indendørs. De kan også som mange diskoteker vælge at opstille alternativet kriterier for at fravælge rygere ved "ansættelsessamtalen" ligesom diskoteker og beværtninger pludselig har krav medlemskab, hvis folk bliver lidt mørke i huden. Ikke fair, men i det omfang at forskelsbehandling ikke kan bevises, så foregår det.
Men ligesom at ansatte bliver anonyme privat det øjeblik, de forlader virksomhedens hoveddør, så bliver eleverne også privatpersoner og deres forældre værger, når eleverne forlader skolens matrikel. Derfor burde de i en ideel verden kunne ryge fredag eftermiddag, når de har fri og forlader skolen.
I en ekstrem fortolkning kunne nogle hævde at grænsen for hvornår at rollen som værge skifter fra skole til forældre sker, når den unge går ind af hoveddøren i hjemmet. Men i det beskrevne tilfælde er denne grænse også overskredet. Vi taler om et dybt indgreb i privatsfæren og man kan frygte at denne indblanding i fremtiden ikke alene vil begrænse sig til rus- og nydelsesmidler, men også kost, religion og fritidsinteresser.
Der var engang at denne nærmest kult-agtige holdning, som efterskolen udviser ville have vagt berettiget bestyrtelse, men landet har været præget af en nypuritansk bølge de sidste 20 år. Gamle traditioner der er over 100 år som at introducere unge for alkohol i forbindelsen med konfirmationen står for skud.
Men hvor kommer al den intolerance fra. Jo, den kommer fra USA hvor at ultrareligiøse grupper sidst i 60'erne etablerede de første efterskoler med formålet at genopdrage den løsslupne ungdom. Det var primært mormonerne, der var banner-førere på dette område. Skoler som Provo Canyon School og CEDU-kæden der udsprang af et kirkesamfund hvor at kastration og sterilisering var normalt, var bannerførere i denne industri som i dag er en milliardindustri.
Herhjemme var efterskolerne alternativet til ungdomsfængsel. Det vidste man godt og derfor var disciplinen godt nok streng, men mange har delt en øl med deres lærer på skolen. Da man ændrede loven, så folkeskolens normale afgangsprøve kunne tages på efterskolen og dobbeltindkomstssamfundet langsomt splittede hjemmene ad, så de unge i langt højere grad selv skulle finde deres plads i tilværelsen på grund af at den kulturelle arv mellem generationer fik vanskeligere ved at blive overleveret, så fik efterskolerne et nyt klientel der ikke kom der fordi at de var forvist fra hjemmet, men fordi at de var på jagt efter en identitet.
Vi ser reklamer for at parcelhuskvarterne søges af familier, hvor at man ønsker at børnene får deres egen indgang i huset så forældrene ikke skal blande sig i det liv. Det er udvikling, hvor at forældrene søger selvrealisering at børnene erkender at de tidligere end før må løsrive sig og så ligger efterskolen ligefor.
Men det er i dette mix imellem de traditionelle "afsonere" og det nye søgende klientel at skolerne ikke rigtige har fundet deres identitet. Er de forklædte fængsler med nul-tolerance og urinprøver eller er de et sted, som skaber hele mennesker, som kan more sig i deres unge år som typiske voksne mennesker fra vores kultur?
Skolerne ved ikke hvad de selv er. Her kommer de unge i klemme. For melder de sig ind i en skole eller i et fængsel? Et fængsel er i modsætning til en skole også kendetegnet ved at det stiller krav til fangernes opførsel på udgang og er det ikke hvad episoden i starten netop viser at skolen gør?
På Secret Prisons for Teens redaktion er vi bekymret over denne nypuritanske bølge. Vi er bekymret over at elevernes eksistens i disse lukkede miljøer med stor afstand til det virkelige liv vil medføre vanskeligheder, når opholdet er overstået.
På hjemmesiden for Kommunernes landsforening kan man finde en skrivelse som hedder Velkommen hjem fra efterskole. Baggrunden for denne skrivelse er ganske alvorlig. Undersøgelser viser at frafaldet på ungdomsuddannelserne er så meget større end for elever som kommer fra enten folkeskolens 9. klasse eller en af de nye 10. klasses centre, at der er brug for en ekstra indsats.
Man siger endvidere at efterskolelivet forbereder de unge på et liv udenfor hjemmet. Det er en sandhed med modifikationer. Unge på videregående uddannelser fravælger kollegier med lidt plads og meget samvær på bekostning af levevilkår, hvor de kan få den fornødne ro til at koncentrere sig om uddannelsen og denne ro er der brug for da kravene, som uddannelserne stiller til de unge aldrig har været højere. Hvis efterskolerne skulle have været fulgt med udviklingen skulle de kun tilbyde enkeltværelser, men det er slet ikke tilfældet. Der findes stadig skoler med 4 personers stuer.
Tiden er kommet til at familierne vågner op. Ingen skal tvinges til at leve under restriktive forhold, som begrænser deres frihedsrettigheder medmindre at samfundet vurderer at de har gjort noget forkert og via en domstol dømmer dem dertil.
Selvfølgelig er der dem, som mener at Teenagere konsekvent er syge og stempler dem med den kritisable diagnose Oppositional defiant disorder. Men skal en postuleret sygdom hos alle unge automatisk idømme dem til at leve under fængselslignende forhold? Skal vi afskaffe domstolssystemet for unge under 18 år og spærre dem inde?
Nej, det skal vi ikke.
Vi skal regulere området:
- Ministeriet må klart melde ud, hvor at de fortolker at overlevering fra den ene værge (skolen) til den anden værge (forældrene) sker.
- Vi skal have et ombudsmand system for efterskoleelever eller et ankenævn for hvem at alle udsmidningssager i landet skal forelægges og som udsætte hjemsendelsen indtil at sagen er behandlet.
Men vigtigst af alt skal forældrene gøre sig klart om deres barn skal leve under sådanne forhold. De skal forholde sig til hvad kontrakterne indeholder. De skal sige fra overfor skoler, som blander sig elevernes privatsfære. De skal sige fra overfor skoler, som kræver ekstrabetaling i tilfælde af tvister, der sender eleverne hjem før tid.
Forældrene har et ansvar som rækker ud over de(t) år, som barnet går på efterskole i.
Hvis forældrene havde læst værdigrundlaget for Svenstrup Efterskole, havde de opdaget at denne skole har en så intolerant holdning til rygning at der nærmest er tale om en sekt. Derfor er udsmidningen ikke barnets skyld. Det er forældrenes skyld, da de aldrig skulle have meldt ham ind.
No comments:
Post a Comment