Husker I "Kæft, trit og retning" fra Kanal 4?

Sergey Blashchishena vidste at han havde problemer.

Han slog ikke til i skolen og i en tid hvor at unge verdenen over møder et stadig større forventninger så var det klart at den lille familie søgte efter en løsning.

De ser også fjernsyn og så Brat Camp, der herhjemme blev udsendt under titlen "Kæft, trit og retning".

Så den unge mand på 16 år sagde til sin mor at han gerne ville prøve det og rejste dertil frivilligt hvilket er usædvanligt da de fleste kommer dertil ved hjælp af private transportfirmaer i fod- og håndlænker.

Det blev hans død.

Så mere end 10 år efter at Aaron Bacon døde ude i vildnæsset efter at have tabt 10 kg på 14 dage og et par år efter at Caleb Jensens fod rådnede op over en uge med hans død til følge, så krævede genopdragelseindustrien i USA sit nyeste offer.

Listen over døde er nu alt for lang. Overlever de, er de ikke reddet. Der er som følge af brugen af 12-trins programmer så meget skam over at falde i igen at man vælger døden istedet for at skuffe deres forældre.

Det er for nemt at kritisere Amerikanerne. Godt nok eksisterer den private genopdragelsesindustri primært på grund af manglende lovgivning og den grundlæggende holdning at familiens ret til at opdrage ligger udenfor lovgivernes kompetance, men kan vi sige os helt fri for at vi ikke kopierer for mange af disse alternative terapi-metoder uden at forholde os kritisk til de negative sider af en given løsning?

Vi ved at Danmark er det land i Norden som anbringer flest udenfor hjemmet. En by som Aalborg har haft udgifter i størrelsesordenen af et 3-cifret millionbeløb og de kan se at det ikke nytter. Staten kritiserer dem samtidigt for svigt på grund af et mord.

Men vi taler om pest eller kolera.

Der er ingen som metodisk kortlægger hvad der hjælper. Vi kender ikke kriterierne for hvordan at et opholdssted vælges. Er det som med lægerne og medicinalindustrien? Foregår der en skjult markedsføring, vi ikke kender noget til. Det eneste man ved er at unge der anbringes, er i risiko-zonen for at frekventere kriminalforsorgen, når de bliver voksne.

Vi kender ungdomssanktionens succesrate på 20%.

Vi kan ikke dokumentere at vi gør det bedre end i USA. Forskellen ligger i antallet af offentliggjorte dødsofre og der pressen mere nådesløs i USA. Vi har stadig tabu overfor selvmord og mennesker som går til bunds i samfundet.

Vi må gøre det bedre og det sker med en tidlig indsats. Jeg håber for Amerikanske unge at dette tragiske dødsfald må blive vendepunktet, men det dette håb havde jeg også sidste gang.