Minister vil stoppe genopdragelsesrejser, Politiken
Ja, det er på tide at vi sætter en stopper for dette fænomen. Det skader mere end det gavner. Vi kan huske sagen om den Italienske turist som blev myrdet på Nørrebro. Den ene af af gerningsmændene havde været på genopdragelsesrejse.
Hvordan kan en genopdragelsesrejse skade?
Hvis vi ser på det terapeutiske koncept, som ligger genopdragelsesrejser nærmest, så er det den såkaldte vildmarksterapi - dvs. overlevelsesture. Denne terapiform bruges meget i USA.
Man tager nogle ganske almindelige unge og stripper dem for al moderne komfort hvorefter at man placerer dem i en natur der ligner Lapland. Her skal de så lære at begå sig. Ideen fejler ikke noget, idet at naturen lærer dem at alt har en umiddelbar konsekvens. Tørrer de ikke deres ting, må de finde sig i vådt tøj næste dag. Kan de ikke lave et bål, må de spise maden koldt og rå. Der dør selvfølgelig unge hvert år over i USA fordi at naturen netop er utilgivelig, men i det store hele lærer overlevelsesture de unge at sætte pris på deres hjem og et moderne samfunds bekvemmeligheder.
Samme argument bruger en forælder i artikelen: De skal lære at sætte pris på Danmarks goder. Danmark har mange goder, som vi alle tager for givet - ikke kun de unge. Det ville være rart, hvis flere satte pris på dem. Det er imidlertid ikke emnet her.
Men overlevelsesture indebærer nogle bivirkninger. Posttraumatisk Stress Disorder er en sikker følgesvend, men hvad der er meget vigtigere. Uden intensiv terapeutisk arbejde undervejs i forløbet så skaber turene en livsvarig mistro til den familieenhed, den unge skulle være en del af. Hvordan kan den unge nogensinde stole på sine forældre igen?
Resultatet er alt for ofte at den unge trækker sig væk fra familien og bliver en del af en gruppe af unge, der ligesom vedkommende selv også har oplevet svigt fra både familien og systemet.
Familien, fordi at det var dem som sendte vedkommende. Systemet, fordi at de svigtede ved at hente vedkommende hjem og ikke tog fat om problemet ved hjemkomsten, så de psykiske følgevirkninger kunne bearbejdes.
Mekanismerne ved overlevelsesture og genopdragelsesrejser er de samme. Følelserne af forræderi og svigt fra familien er den samme. I USA har et regeringsorgan set de skader, som genopdragelsesindustrien har påført unge. Skader som de unge må leve hele livet med. Derfor er man i gang med lovgivning på området.
Vi bør også lovgive så forældrer der modarbejder det offentlige fængsles indtil at børnene er tilbage i Danmark, men vi bør gøre mere end det for at give forældrene argumenter til at beholde børnene her.
Alt for ofte kan forældrene med rette stå frem og sige at de godt ved at deres børn er kriminelle og de er parate til at gøre noget ved det, men at de modarbejdes af det offentlige og der sker ikke noget ved børnenes lovovertrædelse. Deri har de i mange tilfælde ret. Vi må komme dem imøde ved at etablere systemer som kan vise børn at der er konsekvens ved lovovertrædelser. Vi taler ikke om fængsler, men påtvungne undskyldninger kombineret med samfundstjeneste, så de unge kan lære noget om empati både i forhold til ofre og deres egen familie.
Vi skal måske etablere såkaldte ædrueligheds miljøer (sober living), hvor at børn kan få fred til at leve uden at blive presset til det noget vilde liv en del unge fører.
Vi må strække hånden ud i en tid, hvor at kulture udefra skal integrere sig med vores 1.000 år gamle fest kultur som på mange udefra kan føles lidt udfordrende og truende, men vi skal ikke holde os tilbage med at bruge pisken, hvis velfærd for nogle børn er i fare.
Vi har set skadesvirkningerne af at svigte børn født her i landet og det er dræbte mennesker.
Så stop genopdragelsesrejser. Det kan kun gå for langsomt!
3.8.08
Værsgo - før et hemmeligt liv
Reaktion på: Unge får forbud mod at gå til halbal, Politiken, 2 august 2008
Allerede for en del år siden sluttede bogen "What It Takes To Pull Me Through" af David L. Marcus (ISBN-10: 0618145451) med et længere skriv om hvordan at dobbeltindkomstsamfundet langsomt har lagt et pres på vores børn om at blive voksne før tid. Vi kan jo se hvor længe at de små piger forbliver i deres lyserøde verden og leger med dukker. Barndommet slutter tidligere og så kastes børnene ud i problemstillinger de egentlig ikke er modne nok til.
Det sker fordi at vi pakker dem godt ind i vat og de er aktiverede fra de møder i vuggestuen til de forlader skolefritidsordningen. De får ikke et minut til at kede sig og selv finde på. Hvad værre er at der ikke venter dem nogle pligter i form af et fritidsarbejde, når de går ud af 3. klasse. Vi har underskrevet en konvention imod børnearbejde og uanset hvor smuk tanken er og hvor mange børn som bliver reddet fra at blive udnyttet, så har denne konvention en bagside.
For kun 20-25 år siden så var landets gader fyldt af børn som delte aviser ud eller samlede dem ind til genbrugsformål. Teknologi har udslettet halvdelen af behovet for disse job og lovgivningen har fjernet resten.
I mangel af det tætte forhold i hjemmet er mange unge overgivet til at se på ældre kammerater for at få nogle værdier. Dette er ikke altid heldigt fordi at nogle grupper eksisterer for at beskytte medlemmerne i en verden, som periodisk er ond og grusom. Ofte sker det at det bedste forsvar bliver et angreb. Et forsvar mod et angreb, som måske aldrig har været på vej, men hvor at et blik eller en bevægelse på grund af ungdommelig uerfarenhed bliver opfattet som et angreb og udløser et umotiveret overfald.
Disse grupper er alle steder i vores samfund. Ingen by kan se sig fritaget. Spørgsmålet er at få dem i tale. Det gør man med grupper man kan se. En måde at få dem at se er at få dem med hvor at den gængse befolkning fester og hvor at der voksne, der kan påtale hvis festen bliver for voldsom.
Her er politiets holdning uforståelig og så alligevel ikke. Den er uforståelig, fordi at de selv ved hvor mange gange at de er kaldt ud til nedlagte huse, legepladser og grønne områder for at jage drikkende unge væk. De ved at dette samfund ikke har kapacitet etablere et kontrolsystem, hvor at en kombination af irisscan og fingeraftryk ved få udvalgte butikker kan sikre at kun voksne køber alkohol. Men den er også forståelig fordi at nye regler vil medføre krav til politikerne om ekstra bevillinger.
Nu har man valgt at følge den internationale tendens med at unges problemer skal gemmes. De må lave deres rave-parties, drikkegrupper i parken eller på stranden. Ingen problemer der, men de skal gøre det når de voksne ikke kigger på!
Så er vi tilbage til Marcus's bog, hvor at han gør opmærksom på at parcelhusene har fået opdeling efter generationerne, så der måske kun er en buffet til fælles for alle husets beboere. Alle spiser for sig selv. Vi ser jo reklamerne, som viser at det er smart med en separat indgang for husets teenage datter - underforstået at forældrene helst ikke vil vide noget om en kommende ægtemand før at de skal med ud og købe kjole - om det er dåbskjole eller bryllupskjole kommer ud på et.
Det bliver en trist og dyr udvikling for landet, hvis vi ikke trækker de unge ind i vores kultur hvor at alkohol er en bestanddel. Alkohol er et rusmiddel som man skal have respekt for. Det er alt for farligt at give folk i hånden, så de erhverve sig de erfaringer, som generationer før dem har fået over tid. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. De unge kan spørge deres forældre og deres forældre kan opsøge festen for at stikke en finger i jorden. Det vil de unge egentlig godt have hvis man ikke ankommer forudindtaget og fordømmende.
Det er en katastrofe at forhindre de unge i at komme til voksne fester. Når voksne er i gåsetegn, så er det fordi at man med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved om festen er voksen, hvis man prøver at høre det, som de kalder musik. Halfesterne har voksen personale og hvis der stadig var forældre derude, som måtte være nervøs, så har halfester ingen øvre aldersgrænse.
Forbuddet er en opfordring til de unge om at vende ryggen til samfundet, hvis de vil dyrke social samværd. En opfordring som kommer til at koste samfundet dyrt om ganske få år.
Allerede for en del år siden sluttede bogen "What It Takes To Pull Me Through" af David L. Marcus (ISBN-10: 0618145451) med et længere skriv om hvordan at dobbeltindkomstsamfundet langsomt har lagt et pres på vores børn om at blive voksne før tid. Vi kan jo se hvor længe at de små piger forbliver i deres lyserøde verden og leger med dukker. Barndommet slutter tidligere og så kastes børnene ud i problemstillinger de egentlig ikke er modne nok til.
Det sker fordi at vi pakker dem godt ind i vat og de er aktiverede fra de møder i vuggestuen til de forlader skolefritidsordningen. De får ikke et minut til at kede sig og selv finde på. Hvad værre er at der ikke venter dem nogle pligter i form af et fritidsarbejde, når de går ud af 3. klasse. Vi har underskrevet en konvention imod børnearbejde og uanset hvor smuk tanken er og hvor mange børn som bliver reddet fra at blive udnyttet, så har denne konvention en bagside.
For kun 20-25 år siden så var landets gader fyldt af børn som delte aviser ud eller samlede dem ind til genbrugsformål. Teknologi har udslettet halvdelen af behovet for disse job og lovgivningen har fjernet resten.
I mangel af det tætte forhold i hjemmet er mange unge overgivet til at se på ældre kammerater for at få nogle værdier. Dette er ikke altid heldigt fordi at nogle grupper eksisterer for at beskytte medlemmerne i en verden, som periodisk er ond og grusom. Ofte sker det at det bedste forsvar bliver et angreb. Et forsvar mod et angreb, som måske aldrig har været på vej, men hvor at et blik eller en bevægelse på grund af ungdommelig uerfarenhed bliver opfattet som et angreb og udløser et umotiveret overfald.
Disse grupper er alle steder i vores samfund. Ingen by kan se sig fritaget. Spørgsmålet er at få dem i tale. Det gør man med grupper man kan se. En måde at få dem at se er at få dem med hvor at den gængse befolkning fester og hvor at der voksne, der kan påtale hvis festen bliver for voldsom.
Her er politiets holdning uforståelig og så alligevel ikke. Den er uforståelig, fordi at de selv ved hvor mange gange at de er kaldt ud til nedlagte huse, legepladser og grønne områder for at jage drikkende unge væk. De ved at dette samfund ikke har kapacitet etablere et kontrolsystem, hvor at en kombination af irisscan og fingeraftryk ved få udvalgte butikker kan sikre at kun voksne køber alkohol. Men den er også forståelig fordi at nye regler vil medføre krav til politikerne om ekstra bevillinger.
Nu har man valgt at følge den internationale tendens med at unges problemer skal gemmes. De må lave deres rave-parties, drikkegrupper i parken eller på stranden. Ingen problemer der, men de skal gøre det når de voksne ikke kigger på!
Så er vi tilbage til Marcus's bog, hvor at han gør opmærksom på at parcelhusene har fået opdeling efter generationerne, så der måske kun er en buffet til fælles for alle husets beboere. Alle spiser for sig selv. Vi ser jo reklamerne, som viser at det er smart med en separat indgang for husets teenage datter - underforstået at forældrene helst ikke vil vide noget om en kommende ægtemand før at de skal med ud og købe kjole - om det er dåbskjole eller bryllupskjole kommer ud på et.
Det bliver en trist og dyr udvikling for landet, hvis vi ikke trækker de unge ind i vores kultur hvor at alkohol er en bestanddel. Alkohol er et rusmiddel som man skal have respekt for. Det er alt for farligt at give folk i hånden, så de erhverve sig de erfaringer, som generationer før dem har fået over tid. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. De unge kan spørge deres forældre og deres forældre kan opsøge festen for at stikke en finger i jorden. Det vil de unge egentlig godt have hvis man ikke ankommer forudindtaget og fordømmende.
Det er en katastrofe at forhindre de unge i at komme til voksne fester. Når voksne er i gåsetegn, så er det fordi at man med rimelighed kan stille spørgsmålstegn ved om festen er voksen, hvis man prøver at høre det, som de kalder musik. Halfesterne har voksen personale og hvis der stadig var forældre derude, som måtte være nervøs, så har halfester ingen øvre aldersgrænse.
Forbuddet er en opfordring til de unge om at vende ryggen til samfundet, hvis de vil dyrke social samværd. En opfordring som kommer til at koste samfundet dyrt om ganske få år.
Subscribe to:
Posts (Atom)