Hvad blev der af reguleringen af den danske afvænningsindustri

Et eller andet sted inde i Folketinget sidder der et udvalg med en vigtig opgave der kan redde liv. Efter en række afsløringer foretaget af Operation som afslørede fup og livstruende sløseri med offentlig finansieret afvænning af personer der lider af alkohol- eller stof-misbrug blev man enige om at det var på tide med nogle standarder, der skulle holde behandling af dårlig kvalitet ude af markedet.

Danmarks Radio fulgte op med en kortlægning af branchen der afslørede at en række religiøse organisationer havde sat sig tungt på denne branche i håbet om at høste patienter til deres trosretning. 60% af de undersøgte afvænningsprogrammer i Danmark er religøst funderet. Det er tragisk nemt at finde et potentiale blandt patienterne. Det klassiske afvænningsprogram arbejder efter 12 trin. Et system hvor at trin nr. 2 lyder.

Vi kom til den erkendelse, at en magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage.

Og det er netop den sætning at vi ser faren. Vi må spørge os selv om hvilken højre magt, vi taler om.

I et land helt uden standarder så må de pårørende stille sig selv det spørgsmål: Hvordan kan vi sikre vores næste, når denne er gang med en af livets måske sværeste opgør?

Vi bør ikke tage chancen med at lade et familiemedlem eller ven indskrive sig i et behandlingsprogram med beskeden om der skal være en periode med isolation eller tilpasning uden kontakt til omverdenen. For hvor stopper behandlingen og hvor starter den religiøse påvirkning?

Hvis man vil se hvor galt at det kan gå, når man efterlader mennesker isoleret i et afvænningsprogram, så kan man se filmen Over the GW på hjemmesiden Internet Movie Database via dette link. Det afviklngsprogram, der vises er beslægtet med Minnesota modellen fra Hazelden centeret der anvendes en del i Danmark. Metoden som er kendt som Straight modellen og bygger på et niveau system hvor at misbrugerne er afsondret fra omverdenen indtil at de godt på vej igennem de 12 trin.

Det er på tide at udvalget kommer på banen. Foruden klienterne som riskerer psykiske men, så er der tale om at skatteborgerne bliver snydt da der er mange områder hvor at et behandlingsforløb til 40-60.000 kr. er bedre givet ud.

Der er snart gået 2 år siden at operation X viste det første program der afdækkede en delvis offentlig finansieret branche, der er helt uden kontrol. Der blev lovet en regulering dvs. en beskyttelse af skatteborgernes penge, men ikke mindst en beskyttelse af mennesker som har brugt sig i en sårbar position fordi at de ønsker at løse et problem i deres liv.

Vi må ikke svigte mennesker der søger behandling.

Referencer:
* Operation X - på vandvognen, TV2
* 60 procent af narkobehandling er religiøst funderet, af Rasmus Mark Pedersen, Danmarks Radio, 18. februar 2998
* Rapport fra Danmarks Radio
* Alkoholbehandling er ikke for amatører, af Marianne Kargaard, Magasinet RUS, 1. december 2008
* Alkoholbehandling ude af kontrol, af krja, TV2 Nyhederne, 9. oktober 2008
* Over the GW, Internet Movie Database

Lad de unge hoppe fra efterskoleophold, hvis de har lyst

For tiden arbejder Folketinget på et lovforslag omkring mentorer til efterskoleelever der overvejer at forlade efterskolen før tid. Baggrunden er at frafaldsprocenten på hver femte efterskole er på ca. 25%. På landsplan er det hver 7.ende elev, som stopper før tid, hvilket blev offentliggjort i en artikelserie i Berlingske Tidende.

Forslaget ligger op til at der skal vores en dialog med eleven så denne fastholdes i opholdet.

Her fra Secret Prisons for Teens må vi på det kraftigste advare imod alle tiltag der ligger pres på eleverne så de fastholdes langt fra deres sociale netværk af venner og familie, hvis de efter kort tid kommer frem til at et efterskoleophold ikke er dem.

Udenlandske erfaringer viser at fastholdelse i et så intens miljø der på mange måder afskiller sig fra den dagligdag, som eleverne har derhjemme kan medføre at eleven kommer til at lide af Posttraumatisk stress syndrom.

Det er ikke ualmindeligt at elever der gennemfører et helt år skal have hjælp til at komme videre, fordi at de har svært ved at omstille sig fra det noget intense miljø på skolen til at kunne fungere alene uden støtte, hvilket ikke gøres lettere af at deres gamle netværk i lokalområdet er gået videre til andre stadier i deres liv imellem at den unge har været på efterskole.

I USA hvor at der gøres en del for at forhindre at unge forlader skolerne viser der sig nogle omkostninger på det psykiske plan. Mareridt omkring kostskoleopholdet forfølger de unge langt ind i voksenlivet.

De fleste unge er god kontakt med deres psyke. De kan godt med god samvittighed sige fra når de møder nogle udfordringer de ved de ikke har ballast til at overkomme. Det er ikke et nederlag. De viser deres styrke ved at de ikke kaster sig hovedkulds ud i overlagte handlinger.

Så vi vil opfordre til at man accepterer at frafaldet er på den størrelse som tallene viser medmindre at skolerne selv indfører nogle strammere visitationsregler, hvilket dog næppe vil ske da skolerne er forretninger som skal tiltrække flest mulige kunder i butikken uanset omkostningerne.

Husker I "Kæft, trit og retning" fra Kanal 4?

Sergey Blashchishena vidste at han havde problemer.

Han slog ikke til i skolen og i en tid hvor at unge verdenen over møder et stadig større forventninger så var det klart at den lille familie søgte efter en løsning.

De ser også fjernsyn og så Brat Camp, der herhjemme blev udsendt under titlen "Kæft, trit og retning".

Så den unge mand på 16 år sagde til sin mor at han gerne ville prøve det og rejste dertil frivilligt hvilket er usædvanligt da de fleste kommer dertil ved hjælp af private transportfirmaer i fod- og håndlænker.

Det blev hans død.

Så mere end 10 år efter at Aaron Bacon døde ude i vildnæsset efter at have tabt 10 kg på 14 dage og et par år efter at Caleb Jensens fod rådnede op over en uge med hans død til følge, så krævede genopdragelseindustrien i USA sit nyeste offer.

Listen over døde er nu alt for lang. Overlever de, er de ikke reddet. Der er som følge af brugen af 12-trins programmer så meget skam over at falde i igen at man vælger døden istedet for at skuffe deres forældre.

Det er for nemt at kritisere Amerikanerne. Godt nok eksisterer den private genopdragelsesindustri primært på grund af manglende lovgivning og den grundlæggende holdning at familiens ret til at opdrage ligger udenfor lovgivernes kompetance, men kan vi sige os helt fri for at vi ikke kopierer for mange af disse alternative terapi-metoder uden at forholde os kritisk til de negative sider af en given løsning?

Vi ved at Danmark er det land i Norden som anbringer flest udenfor hjemmet. En by som Aalborg har haft udgifter i størrelsesordenen af et 3-cifret millionbeløb og de kan se at det ikke nytter. Staten kritiserer dem samtidigt for svigt på grund af et mord.

Men vi taler om pest eller kolera.

Der er ingen som metodisk kortlægger hvad der hjælper. Vi kender ikke kriterierne for hvordan at et opholdssted vælges. Er det som med lægerne og medicinalindustrien? Foregår der en skjult markedsføring, vi ikke kender noget til. Det eneste man ved er at unge der anbringes, er i risiko-zonen for at frekventere kriminalforsorgen, når de bliver voksne.

Vi kender ungdomssanktionens succesrate på 20%.

Vi kan ikke dokumentere at vi gør det bedre end i USA. Forskellen ligger i antallet af offentliggjorte dødsofre og der pressen mere nådesløs i USA. Vi har stadig tabu overfor selvmord og mennesker som går til bunds i samfundet.

Vi må gøre det bedre og det sker med en tidlig indsats. Jeg håber for Amerikanske unge at dette tragiske dødsfald må blive vendepunktet, men det dette håb havde jeg også sidste gang.

Secret Prisons for teens internationale kontakter

Hvem samarbejder Secret Prisons for Teens med?

I USA har vi flere kontakter.

• HEAL-online er en organisation, der blandt deres mærkesager har unges rettigheder. Stifterne blev forsøgt genopdraget på Provo Canyon School, som er mellemting imellem en lukket psykiatrisk afdeling og en efterskole. Skolen er blevet lukket et par gange af myndighederne, men skifte i de politiske vinde har fået dem på banen igen.
  
  Senest har de reageret på et tips om et program, som arbejder i Oregon og Fiji. Filmen Boot Camp nåede aldrig danske biografer for ellers ville man også her vide hvad sådanne programmer handler om.
• Cafety er en politisk organisation. De har vidnet foran kongressen. Stifterne er overlevende fra to skoler hvoraf den ene stadig er i drift. The Family Foundation School er stadig åben, imens at Mission Mountain School lukkede i 2008.
• International Survivor Action Committee er en organisation i USA og England som primært undersøger 12 trins baserede afvænningsprogrammer. Vi kender nogle af dem herhjemme med behandlingssystemer som Minnesota-kuren. De har dog også krydset klinger med diverse privat drevne boot camps.
• FICAN er en research organisation som p.t. har droslet ned for deres aktiviteter. Vi udveksler dog en del informationer med dem.
• Anti-WWASP er et debat forum beregnet til at bekæmpe efterskolekæde World Wide Association of Special Schools and Programs. Denne kæde har fået lukket skoler i Costa Rica, Tjekkiet, Mexico, Samoa og Nevada på grund af deres behandling af eleverne.
• Sidst og ikke mindst arbejder vi også med Fornits, som er et debat forum. I samarbejde med dem har vi etableret en wiki-database med oplysninger om skoler og genopdragelsesprogrammer i 27 lande.

Foruden disse mere faste samarbejdspartnere, så udveksler vi informationer med forskellige NGO'er worldwide. I Sverige har man på det eneste oplevet en række tragedier med anbragte børn som afslører at forældrene bør få flere rettigheder i forhold til anbringelser.

Det er faktisk den modsatte vej af hvad man påtænker at gøre i Danmark, hvor at politikerne gerne så at forældrene fik mindre indflydelse.

Ligesom med ideen om Boot Camps for vanskelige unge som har været testet i USA med dødsfald til følge, så er det tankevækkende at Danmark gerne vil begå de fejltagelser som andre lande har lavet.

Mobiler på efterskoler

En mail dumpede ind idag med et link til en artikel om selvmordet på en efterskole i Nyborg - et selvmord på landets efterskoler som desværre ikke er enestående. Historien fortæller om hvor vigtigt at forældre holder kontakten med deres børn ved lige - uanset om deres barn selv har valgt opholdet.

En artikel i bladet Helse skrev:

En del efterskoler har været tvunget til at konfiskere elevernes
mobiltelefoner i et forsøg på at tvinge dem til at være til stede
sammen med deres nye kammerater i stedet for at blive hængende i de
vante relationer og den gamle identitet.

Denne »bortdømmelse til isolationscellen« har i flere tilfælde
resulteret i kraftige abstinenssymptomer i form af angstanfald,
identitetsforvirring og endda paranoide forfølgelsesfantasier.

Og bagved lurer selvmordsrisikoen.

Og skolerne er ikke rustet til at gribe ind i de alvorlige tilfælde. En artikel i Ekstra Bladet fortæller hvordan at sagerne på grund af manglende professionelle ressourcer typisk gribes an og det kan koste liv.

Så kære forældre. Det er Jeres ansvar!. Sørg for at ungerne kan beholde deres mobiler. Trøst ungerne når de kommer hjem. Check at de har det godt. Lyt til dem istedet for at formane dem. Når der kun er gravstenen tilbage at besøge så er det for sent at lytte.

Caroline Elise's historie kommer på Dansk

Vi er nogle som er forældre. Vi ved at bølgerne kan gå højt. Vi forstår ikke rigtigt den måde at de unge opfører sig. Den begyndende senilitet har forårsaget at vi har glemt ungdommens drukture og anden udsvævelse.

Samtidig så plages vores land af en nypuritansk bølge af politisk korrekthed. Det er ingen hemmelighed at vores viking manerer forskrækker folk som kommer til landet. Det er som om at man forventer at vi skal være åbne på trods af århundrede af bøllebank og ikke kan forstå at vi for at overleve som selvstændig nation har været nød til at opretholde et vist niveau af opmærksomhed. En opmærksomhed og agtpågivenhed som vi smider, samt slækker når vi nyder alkohol.

Desværre misforstås vi og derfor har forskellige religiøse kræfter bearbejdet uddannelsesinstitutioner og det offentlige til at påføre restriktioner, således at vores unge i dag ikke oplever at få samme muligheder for at hygge sig i venners lag og oparbejde sammenhold på uddannelsesinstitutionerne som vi i forældrenes generation havde. Og når vi dårligt kan huske hvor godt vi havde det, mister vi overblikket over hvor meget frihed vi tager fra vores egne børn.

Samtidigt så er arbejdsmarkedet mere intenst. Det betyder mindre tid til børnene og antallet af forældre som melder fra og helt opgiver stiger. Kommunerne prøver med al magt at undgå en eksplosion i udgifterne til anbringelser og henviser derfor ofte til kostskoler.

Det er da fristende at have fred i et helt år for teenager hormonerne. Derfor har antallet af unge, som opholder sig på disse skoler aldrig været større og Dansk industri mener at det sker for ofte, hvilket er dyrt for samfundet.

Der er med andre ord nogle som skal trække vejret en ekstra gang før at de tager en beslutning om at sende teenageren ud af hjemmet. Familierne bør være ærlige over for sig selv og vurdere om deres barn er parat til et år i cølibat. Så sent som i denne måned er over 20 teenagere Højer Design efterskole blevet ofret i en konflikt over strikse regler på en efterskole. Beviserne eksisterer ikke i sagen ud over at de unge mennesker var opstemte. Glæde er måske ikke noget som er tilladt på dagens efterskoler. Der var ingen alkohol-test, selvom mange skoler i dag bruger narkotests som man ser det i Danske fængsler. De blev bortvist på en mistanke.

Nogle forældre foreslår at der bør være andre konsekvenser end bortvisning og det er her at Caroline Elise’s historie kommer ind. Hun blev sendt til det genopretningsprogram som nogle efterskoler og Mexico drev. Hvis du kan læse Engelsk, så er her et link. Ellers må du vente til næste uge og følge denne blog når den Danske oversættelse er klar.

Forældrene er mange gange ikke klar over hvad de beder om.

Vi kom aldrig videre

Børnehjemsbørn kræver undskyldning fra Staten

Det skrev Politiken d. 30. maj 2009

Og det ville også være på tide. Som samfund svigtede vi fatalt dengang.

Det spørgsmål som automatisk rejser sig er:

Er vi blevet bedre?

Her må svaret være: Ja, vi er generelt blevet bedre, men der er lang vej at gå.

Hvis vi ser på nogle af de sager, som har fundet sted efter årtusindeskiftet, så falder især sagen med institutionen Atlantis i øjnene. Det som børnehjemsbørnene klager over var at de tilsynsførende drak kaffe på forstanderens kontor, men aldrig så børnene.

Sådan var det også med de tilsynsførende fra det nu nedlagte Storstrøms Amt. De drak kaffe på chefens kontor. Når de kom hjem, så lå der klager fra personalet omkring dårlig behandling af børnene. Der skulle imidlertid en anmeldelse til fra et ægtepar som så nogle uledsagede børn gå ud af landevejen midt om natten.

Var det så bare den eneste sag, men vi må erkende at for mange embedsmænd handler det om at få en sag væk fra netop deres skrivebord. Anbragte børn er en god forretning og selv vi alle ved at der er mennesker i branchen som brænder for børnene og som virkelig gør et godt stykke arbejde, så miskrediteres disse menneskers indsats af at nogle er med i dette spil for pengenes skyld eller andre mere slette motiver, som det falder alle svært at få ned på papir. De professionelle kræver flere tilsynsbesøg, men som sagen foreligger i denne svære økonomiske tid, så skæres der istedet.

Også i psykriatrien falder tingene svært for tiden. Det er svært at få medarbejdere og ofte gribes der til løsninger som fiksering, hvor andre metoder burde have været på tale.

Der er som beskrevet lang vej at gå. Men en undskyldning er da en god start og en grund til at gribe skovlen og gå igang med at arbejde på at forbedre disse forhold.